Okker
Okker kan udgøre et miljøproblem i vandløb. Okker dannes, når der sker en grundvandssænkning i områder med svovlkis (pyrit), enten via dræning eller grundvandsindvinding. Pyrit er ikke opløseligt i vand under iltfrie forhold, men når pyrit fritlægges, sker der en kemisk reaktion. Pyrit omdannes til frit jern, som nemt ogløses i vand, og til svovl, som hurtigt omdannes til svovlsyre (som er en stærk syre). Både svovlsyre og jern er skadeligt for dyr og planter.
Når sovlsyren fortyndes tilstrækkeligt og surheden i vandet falder, vil jern udfældes som okker. Okker i vandløb ses som et grumset, rustrødt vand og en rød belægning på bund og planter. Okker er ikke giftigt, men kvæler planter og dyr, da det lægger sig i et lag uden på dem, f.eks. på gællerne.
I de områder, som er udpget som okkerpotentielle, må der, uden kommunens tilladelse, ikke foretages:
- Dræning
- Udgrøftning
- Oprensning af eksisterende grøfter
- Reparation af eksisterende rør
- Etablering af søer
- Grundvandssænkning
De okkerpotentielle områder kan ses på arealinfo.dk, under landbrug
Kommunen kan give tilladelse til dræning i okkerpotentielle områder, men kun i de sager, hvor dræningen ikke kræver rensning af det drænede vand. Skal der stilles krav til rensning, videresender kommunen ansøgningen til Miljøstyrelsen, som træffer afgørelse i sagen.