Landzonetilladelse
Hele landet er opdelt i byzoner, sommerhusområder og landzoner.
Landzoner er de områder, der hverken er udlagt til byzoner eller sommerhusområder.
Zoneinddelingen og landzonebestemmelserne har som hovedformål at hindre spredt og uplanlagt bebyggelse og anlæg i det åbne land og at sikre, at egentlig byudvikling sker, hvor der er åbnet mulighed for det gennem region-, kommune- og lokalplanlægning.
Overvejer du at bygge hus i landzone, udstykke et areal, eller ændre anvendelsen, f.eks. indrette virksomhed i en eksisterende lade og lignende, kan dit projekt kræve landzonetilladelse efter planlovens § 35.
I landzone skal du f. eks søge landzonetilladelse til:
- Udstykning af ejendomme
- Nye boliger og ferieboliger
- Udvidelse af eksisterende boliger ud over 250 m²
- Alle udvidelser af ferieboliger
- Erhvervsbyggeri og fritidsanlæg
- Ridehaller og lignende bygninger, der ikke er erhvervsmæssigt nødvendigt for landbruget
- Ændret brug af bygninger
- Ændret brug af arealer, f.eks. jorddepoter, støjvolde, terrænreguleringer, oplag af byggematerialer eller andet oplag, etablering af søer
- Vindmøller og master
En del byggeri er undtaget for krav om landzonetilladelse, men skal anmeldes (ansøges) til kommunen.
Følgende er undtaget for krav om landzonetilladelse, men skal anmeldes (ansøges) til kommunen.
- Byggeri, der er nødvendig for driften som landbrug og dom opføres i tilknytning til eksisterende bebyggelse
- Byggeri, der efter bygningsreglementet for småhuse er fritaget for krav om byggetilladelse
- Til- og ombygning af helårshus, hvorved husets samlede bruttoetageareal ikke overstiger 250 m².
- Helårsboligs overgang til fritidsbolig
- Opførelse eller indretning i eksisterende bebyggelse af en bolig på en landbrugsejendom, hvis areal overstiger 30 ha, når den nye bolig skal benyttes i forbindelse med et generationsskifte eller til en medhjælper.
- Byggeri til udvidelse af en mindre erhvervsvirksomhed i det åbne land, som er lovligt etableret i en tidligere landbrugsbygning.
- Bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom kan tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker og en bolig samt lager og kontorformål på betingelse af, at virksomheden, boligen etableres i bestående bygninger, der ikke om- eller tilbygges i væsentlig omfang, og at bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år.
Hvis du ikke ved om dit projekt kræver en tilladelse/anmeldelse, kan du kontakte Teknik & miljø.
Kommunalbestyrelsen tager ved sin behandling af en ansøgning om landzonetilladelse hensyn til formålet med landzonebestemmelserne, kommunale planlægning, naboerne samt anden lovgivning.
Før kommunalbestyrelsen meddeler en tilladelse har naboerne lejlighed til at udtale sig om det ansøgte.
En tilladelse skal offentliggøres. Nyligt offentliggjorte landzonetilladelser kan ses under Tilladelser og dispensationer.
Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Naturklagenævnet.
Der kan i tilladelsen stilles vilkår for tilladelsen. Disse skal tinglyses på ejendommen, og følger ejendommen ved evt. ejerskifte. Vilkår kan være: en særlig placering, udseende, at udendørs oplag ikke må finde sted, etablering af skærmende beplantning eller hegning. Vilkår i tilladelser tinglyses på ejendommen. Kommunalbestyrelsen sørger for dette, og opkræver omkostningerne hos ejeren.