Hvad vil vi med Hejnsvig?
Hvad kan vi bruge helhedsplanen til?
Hejnsvig har meget at byde på. Vi har en køn by. Der er smuk og varieret natur. Der er historiske bygninger – nogle af de flotteste i kommunen, men vigtigst af alt er måske, at borgerne i Hejnsvig gennem tiderne har vist sig at være forandringsstærke. Historien fortæller, at Hejnsvig har klaret meget større udfordringer end dem, vi står over for i dag.
I dag kalder vi os Hejnsvig på Toppen, fordi vi geografisk ligger højt placeret, men også fordi vi gerne vil være ”på toppen”. Vi kæmper for at holde fast i de goder vi har, som gør Hejnsvig til en attraktiv by med butikker, erhverv, gode servicetilbud. Vi har et godt foreningsliv, og vi har særdeles attraktive omgivelser.
At holde sig på toppen forpligter. Udfordringen i dag er at holde fast i de goder vi har og kunne samarbejde om at udvikle os til et moderne og levedygtigt lokalsamfund. Vi skal stadig være på forkant med vores væsentligste udfordringer.
Hvad har Lokalrådet fået at vide om borgernes ønsker for fremtiden?
Vi har spurgt borgerne i Hejnsvig, hvad de i dag ser som byens styrker - og om de drømme og muligheder, de ser for fremtiden. Der er blevet gennemført borgerinterviews. Der er blevet afholdt en borgerworkshop på Hejnsvig skole den 30. april 2011. Endelig er der gennemført et skoleprojekt med børn fra 13-15 år. Resultaterne fra skoleprojektet er indarbejdet i planen.
Ønsker som går igen:
- Sø- og parkprojekt samt halprojekt gøres færdige
- Forskønnelse og renovering i byen
- Bedre kollektiv trafikforsyning
- Bevare social service på samme nuværende niveau
- Attraktivt lokalsamfund for alle generationer
- Børn og unge skal inddrages i fællesskabet
- Øget samarbejde og koordinering - foreninger og aktiviteter
- Nytænkning og kreativitet i foreninger og initiativer
- Erhvervsudvikling – ”rugekasse” for nye virksomheder
- nformation og markedsføring af natur, stier og historie
Der er peget på i alt 9 temaer, som Lokalrådet ønsker at samarbejde om i de kommende år. Helhedsplanen peger på, hvad Hejnsvig kan tage fat på nu, og hvad borgerne kan arbejde med på længere sigt.
Invitation til samarbejde
Vi takker alle, som har bidraget til planen
Vil vi bevare Hejnsvig på toppen - med alle vores gode tilbud i fremtiden er det vigtigt, at mange flere får lyst til at deltage i samarbejdet. Du kan kontakte Lokalrådet for at høre nærmere om udviklingsarbejdet, eller måske har du lyst til at deltage i nogle af de initiativer, som allerede nu er i gang. Nye idéer tager vi også gerne imod.
God læselyst!
Hejnsvig Lokalråd