Tilsyn med anbragte børn på opholdssteder og hos plejefamilier
Det er kommunens opgave at føre tilsyn med opholdssteder og plejefamilier, hvor der er anbragt børn og unge.
Der skal føres to former for tilsyn: Et generelt tilsyn jf. § 148a i lov om social service og et specifikt tilsyn jf. § 148 stk. 1 i lov om social service.
Herudover tilbydes plejefamilier, hvor Billund Kommune har anbragt børn og unge, supervision.
Det generelle tilsyn
Formålet med tilsynet er at sikre, at grundlaget for godkendelsen af et anbringelsessted som generelt egnet til at tage sig af anbragte børn stadig er til stede.
Det generelle tilsyn omfatter en samtale med anbringelsesstedet og en gennemgang af de fysiske rammer. Tilsynet med anbringelsesstedet skal udføres af den kommune, hvor anbringelsesstedet er beliggende.
I Billund Kommune varetages det driftsorienterede tilsyn af konsulenter fra Familieafdelingen og hyppigheden er fastsat til min. én gang årligt.
Lovkrav til det generelle tilsyn er 1 tilsyn årligt til anbringelsessteder.
Det specifikke tilsyn
Formålet med tilsynet er at få indblik i barnets trivsel på anbringelsesstedet samt barnets egen vurdering af forholdene og dermed sikre, at målene for barnet nås, og at formålet med anbringelsen kan opnås på det pågældende anbringelsessted.
Såfremt dette ikke er tilfældet, er kommunen forpligtet til at handle, således at anbringelsens formål tilgodeses.
Kommunen er forpligtet til løbende at føre tilsyn med de anbragte børn og unge, og således sikre, at de lever under ordentlige forhold og får den hjælp og støtte, de har behov for. Det er af afgørende betydning, at den tilsynsførende socialrådgiver er i stand til at skabe et tillidsfuldt forhold til barnet eller den unge.
Lovkravet til det specifikke tilsyn er 2 tilsyn årligt.
Tilsynet har særligt fokus på følgende:
- Sikre, at anbringelsesstedet udvikler, støtter og giver barnet/den unge omsorg
- Støtte barnet/den unge
- Sikre, at anbringelsesstedet etablerer en tilknytning til barnet/den unge baseret på nærvær, indføling, kærlige følelser, kontinuitet og respekt for barnets integritet
- Sikre, at anbringelsesstedet respekterer og aktivt støtter relationerne mellem barnet og dets familie.
- Sikre, at anbringelsesstedet er indstillet på at forpligte sig til et livslangt engagement
- Sikre, at anbringelsesstedet er en aktiv deltager i et professionelt team, og at de har mulighed for at videreuddanne sig gennem kurser og temadage
- Sikre barnet/den unge den rette behandling i forhold til udvikling og trivsel.
- Sikre, at handleplanen efterleves, og at målene nås.
Supervision til pleje- og aflastningsfamilier
Alle pleje- og aflastningsfamilier tilbydes supervision fra Familieafdelingens egne supervisorer. Et supervisionsforløb svarer typisk til 2 – 6 samtaler årligt.
Gennem supervisionen får Familieafdelingen også indsigt i pleje- og aflastningsfamiliernes kompetencer og muligheder for på kvalificeret vis at varetage plejeopgaven.
Familieafdelingen lægger vægt på, at der er at tæt samarbejde mellem socialrådgivere, konsulenter og supervisorer.