Overordnede konklusioner fra tilsynsrapporterne 2008
Overordnet konklusion - Fællesbo, Grindsted (Vita):
Ledelsen af Fællesbo opfordres til at skabe overblik over § 141-handleplanerne og øvrige planer - herunder aftalegrundlag for borgernes ophold på Fællesbo og opfordre de anbringende kommuner til at tilbyde borgerne § 141-planerne, da det er kommunernes ansvar.
Ledelsen af Fællesbo opfordres endvidere til at udarbejde en skriftlig instruks for medicinhåndtering såvel som at opbevare borgernes medicin korrekt. Ligeledes opfordres ledelsen af Fællesbo til at overveje de øvrige af tilsynet fremførte punkter til refleksion. Særligt fokus på de pædagogiske metoder til bevidstgørelse omkring egen plan og formål med opholdet, inddragelse i beslutningsprocesser såvel som genopfriskelse af personalets indsigt i reglerne om magtanvendelse.
Overordnet konklusion - Fredshavnen, Vorbasse (Blå Kors):
Det er allerede aftalt mellem Voksenafdelingen og Fredshavn, at Fredshavn fremsender fornyet ansøgning om godkendelse af tilbudet. Derved sikres det, at der er fuld overensstemmelse mellem de aktuelle forhold på Fredshavn og den godkendelse Billund Kommune giver. I denne forbindelse vil der blive taget hånd om såvel som det tilbudsmæssige lovgrundlag og overbelægningen. Fredshavn forventer at fremsende ansøgning ultimo juli 2008, hvorefter Voksenafdelingen vil behandle ansøgningen i umiddelbar forlængelse heraf.
Der er arbejdet intensivt på at få Fredshavn korrekt oprettet i Tilbudsportalen, og dette forventes på plads snarest muligt.
I forhold til § 141-handleplaner for alle borgere, er det den visiterende kommunes ansvar, at denne foreligger. For Billund Kommunes vedkommende arbejdes der p.t. på at udarbejde og implementere en ny skabelon herfor. Fredshavn har tilkendegivet, at man ved indskrivning vil bede visiterende kommune vedlægge § 141-handleplanen.
I forhold til at sikre, at beboerne altid har underskrevet deres personlige opholdsplaner har Fredshavn fulgt op på dette, og vil fremover sikre, at alle nye beboere underskriver deres personlige opholdsplaner.
Fredshavns ledelse opfordres til at se på mulighederne for at gøre de fysiske rammer lidt mere hjemlige og hyggelige for beboerne.
Vedr. revision af retningslinier for medicinadministration har Voksenafdelingen d. 20. maj 2008 modtaget ny medicinhåndtering i overensstemmelse med tilsynets anbefalinger. Fredshavn har også tilkendegivet, at man vil tilbyde medicinkurser til personaler som måtte ønske dette.
Fredshavn oplyser desuden, at man generelt vil tage tilsynsrapportens anbefalinger til efterretning og vil indføre dem i kommende målsætningsarbejde, budget og informationsmateriale.
Overordnet konklusion - Cafe Jydepotten (KFUM):
Café Jydepottens ledelse opfordres til at drøfte med de frivillige, om de finder det i orden at åbningstiden i Caféen tillader, at der er andre gæster under morgenmødet, eller ønsker at morgenmødet er uforstyrret.
I forhold til overensstemmelse mellem oplysningerne på hjemmesiden og i den oprindelige aftale, er der allerede lavet aftale mellem Café Jydepotten og Voksenafdelingen om at ajourføre aftalegrundlaget for samarbejdet. Det er aftalt, at Café Jydepotten fremsender et oplæg til drøftelse. Det ajourførte aftalegrundlag for samarbejdet forventes at blive afsluttet i sidste halvår 2008.
I denne forbindelse er der umiddelbart enighed mellem Voksenafdelingen og Café Jydepotten om, at Værestedstilbudet drives som et Aktivitets- og Samværstilbud efter Lov om Social Service § 104. Af samme årsag er der arbejdet intensivt på at få Café Jydepotten korrekt oprettet i Tilbudsportalen.
Café Jydepottens ledelse opfordres til at sikre, at der er fuld klarhed over ledelsens forventninger til medarbejdernes kompetence- og ansvarsområder i forhold til arbejdstilrettelæggelse.