Agenda 21, jf. kapitel 9 i Udviklingsplan for Billund kommune 2008-2018
Miljø og klima
Miljøbevidsthed har længe været en del af den kommunale dagsorden. Et nyt fokus på klimaændringer og deres mulige konsekvenser har ført til, med FN i spidsen, at der føres forhandlinger om en ny global klimaaftale, som både EU, den danske stat og de danske kommuner er en del af. Miljøpåvirkning og energiforbrug er elementer i denne dagsorden.
Både som myndighed og virksomhed er Billund Kommune bevidst om sit ansvar for at fremme bæredygtighed i forhold til klima og miljø. Dette gælder også i drift og anlæg.
Udfordringen er imidlertid at have viden nok som baggrund for de handlinger og aktiviteter, som kommunen vælger. Derfor afventer kommunen især på klimaområdet mere detaljeret nationale målsætninger, men vælger indtil da, at fokusere på de oplagte muligheder, som kommunens beliggenhed og situation i øvrigt tilsiger at udnytte.
Målet er:
- at kunne fremme miljøbevidste løsninger på borgervendte områder.
- at påvirke udviklingen i en mere CO2 positiv retning af hensyn til klimaudviklingen.
- at kommunen som virksomhed ”fejer for egen dør”, dvs. også selv udvælger energirigtige løsninger og agerer CO2 bevidst.
Miljøbevidsthed
I Billund Kommune er vi gået nye veje for at udnytte den energi, dagrenovationen indeholder på en naturlig måde. Dagrenovationen består af 2 fraktioner, madaffald og restaffald. Madaffaldet bliver kørt til renseanlægget i Grindsted, hvor det i en biologisk proces, bliver omdannet til strøm og varme på en C02 neutral måde. Affaldet fra denne proces udnyttes herefter som gødning med næring til nye afgrøder. Restaffaldsfraktionen bliver kørt til kraft/varmeproducerende forbrændingsanlæg.
Billund Kommune ønsker, at såvel kommunens borgere som besøgende i kommunen får muligheder for oplevelser, som findes eller kan etableres i kommunens naturområder. En kommende naturplan vil angive strategier og værktøjer for, at kommunen kan profilere en markant og respektfuld forvaltning af naturen og samtidig blive kendt for de oplevelsesværdier, naturen og landskabet rummer. Med stigende turisme er det vigtigt, at kommunen fremmer kendskab og tilgængeligheden til naturværdierne. Der skal udvikles natur og friluftsaktiviteter, der matcher borgernes og familieturisternes behov.
For at synliggøre kommunens miljøprofil, skal Kommunen udarbejde en miljøplan. Miljøplanen kan indeholde mål for det forebyggende miljøarbejde, som skal tilskynde borgere og virksomheder, af frivillighedens vej, til at gennemføre miljøtiltag, som ligger ud over lovgivningens krav.
Der er konstateret forurening under en del af Grindsted by som resultat af produktionen på det tidligere Grindstedværket. Der er ikke nogen fare for borgerne i byen, men der er ikke fuldstændig klarhed over forureningens omfang, sammensætning og muligheder for at afbøde påvirkning af det omgivende miljø på længere sigt.
Region Syddanmark har som myndighed på forureningen taget fat på en nærmere kortlægning, hvilket Billund Kommune støtter og medvirker i.
Kommunen finder det vigtigt, at få mest mulig klarhed over forureningens omfang og indhold, så evt. uheldige konsekvenser for vore efterkommere kan forebygges mest muligt.
Kommunen har interesse i at få størst mulig offentlighed og information frem om forureningen, så der ikke skabes unødige myter og frygt hos borgerne. Grindsted by har smukke naturomgivelser, ligesom der er adgang til mange bynære naturområder, vandløb og søer. Disse skulle gerne være et positivt tilskud til at borgerne oplever, at de bor i attraktive omgivelser, med en natur, som kan bruges.
Klimapåvirkning
Skove er et effektivt våben i kampen om at nedbringe CO2 udledningen. Men skovrejsning giver også smukke landskaber med mange muligheder for oplevelser, friluftsliv og ikke mindst dyre- og planteliv. Billund Kommune har udpeget områder til skovrejsning for at fremme, at der anlægges mere skov i kommunen. Herved beskyttes grundvandsinteresser og private lodsejere får mere interesse for at rejse skov.
Også på området om vedvarende energi vil Kommunen være med til at fremme udviklingen. I kommunen er der allerede rejst flere vindmøller. I fremtiden vil der blive udpeget yderligere områder til placering af nye vindmølleparker med store vindmøller.
I den fremtidige planlægning af nye byområder og ved rådgivning af borgerne vil Kommunen overveje, hvordan man i nogle områder kan fremme lavenergibyggeri. Energiforbruget påvirkes stærkt af stramninger i de forventede nationale bygningsreglementer, som kommer i 2012 og 2015. Kommunen kan vælge at gå i front ved eks. at stille skærpede energikrav til såvel nye som eksisterende offentlige byggerier.
Kommunen ønsker gennem sit ansvar som miljømyndighed at sætte fokus på en bedre dialog mellem myndighed, landbrug og virksomheder på miljøområdet. Kommunen vil gerne stille sig til rådighed, såfremt virksomheden ønsker det, i en dialog om hvordan man gennem energiledelse kan påvirke CO2 udledningen.
I bestræbelserne på at øge muligheden for i højere grad at benytte cyklen i stedet for bil vil Billund Kommune medvirke til anlæg af flere cykel/gangstier i hele kommunen.
Kommunen vil desuden undersøge, om den kollektive trafik i kommunen kan fremmes, og de eksisterende bevillinger kan udnyttes bedre ved at tilbyde gratis transport på visse tider af dagen.
Kommunen er også energibevidst
40 % af det samlede danske energiforbrug anvendes i bygninger. Billund Kommune ejer selv mange bygninger, hvorfor det er oplagt at tænke i energibesparelser i den bestående bygningsmasse.
Kommunen vedligeholder sine bygninger efter en systematisk vedligeholdelsesplan og har i flere år tænkt i energibesparelser i forbindelse med renovering af bygningsmassen.
Men arbejdet intensiveres ved en ny gennemgang af bygningerne med henblik på at fastlægge en egentlig energiprofil for de større bygninger. (Elo m.v.) Det skal bruges til en mere målrettet nedsættelse af energiforbruget ved bygningsrenovering. Også nybyggeri bør ske under hensyntagen til mindst mulig påvirkning af miljøet og klimaet.
Energirigtig adfærd kan være mange ting. Billund Kommune har i sin indkøbspolitik valgt at sætte fokus på energirigtig adfærd ved at beslutte, at de produkter, der købes i organisationen, er energirigtige. Det kan f.eks. være krav til el-apparater eller krav om at købe energimærkede produkter.
Projekter:
- Miljøbevidst håndtering af husholdningsaffald
- Undersøgelse af og oplysning om forureningen under Grindsted by
- Planlægning af mere skovrejsning og plads til store vindmøller
- Mulighed for lavenergibyggeri i nye udstykninger
- Undersøgelse af, hvad det koster at tilbyde borgerne gratis transport med lokalruterne i busnettet
- Energibevidst adfærd i kommunens egne bygninger.